VI SØGER NYT BESTYRELSESMEDLEM

Gilleleje Brugsforening a.m.b.a. er på udkig efter en ny bestyrelseskollega, der vil være med til at fortsætte den strategiske udvikling af én af landets største selvstændige Brugsforeninger. Bestyrelsen har det overordnede strategiske ansvar for Gilleleje Brugsforening a.m.b.a., herunder langsigtede investeringer, ejendomsdrift m.v. Der er i alt 9 medlemmer af bestyrelsen, herunder 2 medarbejderrepræsentanter.

Om Gilleleje Brugsforening a.m.b.a.
Gilleleje Brugsforening er et andelsselskab, der kombinerer kommerciel drift med et stærkt engagement i civilsamfundet. Brugsforeningen ejes af medlemmerne. Foreningen blev grundlagt i 1892 og har i dag mere end 18.000 medlemmer. Vi driver SuperBrugsen Gilleleje, SuperBrugsen Hornbæk, OK Benzin Gilleleje, Spisehuset Bolværket i Kulturhavn Gilleleje samt et ejendomsselskab og beskæftiger i alt godt 200 medarbejdere

Forventninger til vores nye bestyrelseskollega
”Vi efterspørger en bestyrelseskollega, som kan tilslutte sig vores vision om at være landets mest ansvarlige og idéskabende Brugsforening. Den ideelle kandidat har erhvervserfaring på et godt niveau, har kendskab til, hvordan man tænker og agerer på ledelsesniveau i en mangesidet virksomhed samt indsigt i at være en kommerciel virksomhed i et marked i konstant forandring. Den rigtige kandidat har samtidig blik for, at vi er en medlemsforening som gerne vil bidrage til at udvikle lokalsamfundet, så det er attraktivt at leve i”, siger formanden Ulrik Steen Jensen.
Det nye bestyrelsesmedlem vælges på generalforsamlingen i maj. Lige som de øvrige bestyrelsesmedlemmer vil det nye medlem være valgt for 2 år ad gangen. I bestyrelsen arbejder vi ud fra et årshjul med faste punkter, afrapporteringer og en årlig strategidag – i alt cirka 8 bestyrelsesmøder om året.

Ansøgningsproces
Interesserede kandidater kan sende en kort motiveret ansøgning og CV til bestyrelsesformand Ulrik Steen Jensen på denne e-mailadresse annette.thomsen@superbrugsen.dk. Her har du også mulighed for at spørge yderligere ind til bestyrelsesarbejdet. Deadline 7. februar 2025.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning!

Gilleleje Brugsforening er 133 år gammel. Det er i dag en ganske stor forening med mange medlemmer og masser af potentiale for at udvikle og arrangere lokale aktiviteter i og omkring Brugsforeningen og i lokalsamfundet. Foreningens medlemstal er voksende. Brugsforeningen driver SuperBrugsen Gilleleje og SuperBrugsen Hornbæk, OK Benzin Gilleleje, Spisehuset Bolværket i Kulturhavn Gilleleje samt et ejendomsselskab. Foreningens kerneværdier er at have fokus i kunden, prioritere høj medarbejdertrivsel og være resultatorienteret.


Denne hjemmeside bruger nødvendige cookies

Denne hjemmeside bruger cookies til at yde nødvendige funktioner. Derfor accepterer du dette ved brug af hjemmesiden. Vi bruger ingen marketing, statisk eller analyse cookies.