Nytårshilsen 2020 fra Lars Corfitzen

Trods et vanvittigt 2020, lykkedes vi med at løfte i fællesskab

2020 blev langt fra som forventet. Derfor vil jeg lidt utraditionelt starte denne nytårshilsen med at sende en stor tak til vores kunder og medarbejdere. Sammen har de formået at klare de begrænsninger, som corona-epidemien siden marts har lagt på dagligdagen. 

Medarbejderne har fra første dag taget udfordringerne med imponerende ro. Selvom de helt forståeligt har haft bekymringer for, hvad der ville ske. Som butikspersonale står man i frontlinjen, og det kan ind imellem godt føles svært. Ikke mindst i en tid, hvor man kan se andre klarer arbejdet hjemmefra. Men humøret har hele tiden været præget af en imponerende holdånd. Det skyldes selvfølgelig også, at kunderne på deres side har være fantastiske medspillere i en fysisk hverdag med mundbind og afstand. Dén fælles positive indstilling har været helt afgørende for det gode resultat.

Nordkysten har været et travlt sted siden begyndelsen af marts. Mange flyttede i sommerhus, og med dem kom en øget efterspørgsel. Det smittede af på omsætningen både i SuperBrugsen, i GB Online og hos FDB Møbler. Alle enheder har dermed haft den største omsætning nogen sinde. Især efter udbetalingen af feriepengene steg efterspørgslen som aldrig før. I vores to SuperBrugser ansatte vi flere medarbejdere, hvilket også afspejler den rolle og det ansvar, vi har løftet. Også online har Brugsforeningen mærket de ændrede forbrugsvaner. Aktiviteterne i GB Online har været i vækst året igennem, og virksomheden har reduceret sit underskud væsentligt. Ligeledes har vi i løbet af året øget vores tilstedeværelse på de sociale medier og har ansat en social media manager, som i 2021 skal binde Brugsforeningens virksomheder mere sammen på de sociale medier, med større synergi for øje.

Lige som andre kulturinstitutioner har Gilleleje Bio og restaurant Bolværket i Kulturhavnen været ramt af nedlukninger hen over året. Selvom Bolværket har leveret take-away, og der er solgt gavekort til både biografen og restauranten, har lukningerne alligevel kostet fællesskabet både kræfter og økonomi. Et lys i mørket er vores nye restaurantchef Visda, som tiltrådte i oktober. Fremover vil Visda sammen med det øvrige hold sætte nye og spændende retter på menukortet. I 2021 kommer der tilmed endnu flere lokalt producerede produkter på tallerkenen.

Kulturhavn Gillelejes tilblivelse har naturligt nok fyldt en del hos Gilleleje Brugsforening. Vi søsatte projektet tilbage i 2009, og det har været en lang, lærerig og spændende rejse. Med færdiggørelsen af Kanalhuset er vores engagement i byggeriet ved at være afsluttet. Den sidste etape har budt på særlige udfordringer som følge af, at der måtte skiftes entreprenør midt i forløbet. Det har givet en forsinkelse på cirka fire måneder. Men byggeriet bliver flot, når det står klar til indflytning i april. Alt er udsolgt, og der er venteliste til lejlighederne.

Alt i alt blev 2020 rekordernes år for Gilleleje Brugsforening. Desværre på en trist baggrund. Corona-tiden har vist, at Brugsforeningen er en del af den kritiske infrastruktur. De funktioner, der ikke kan lukke ned, hvis samfundet skal fungere på helt basale områder. De mange restriktioner har præget dagligdagen i stort som småt. Men vi har været godt hjulpet af myndighedernes vejledninger hele vejen igennem. 

Hvad skal der så ske i 2021? Først og fremmest vender samfundet forhåbentlig snart tilbage til en mere normal hverdag. Brugsforeningen er fortsat i en konsolideringsfase. Derfor vil vi også i år have skarpt fokus på bundlinjen. Men vi har samtidig ambitioner om at gøre en forskel og bidrage positivt til det lokale liv på Nordkysten. For Gilleleje Brugsforening er drevet af værdier og et værdifællesskab om at række ud til det omgivende samfund.

Vi fortsætter med at styrke det strategiske samarbejde med lokale producenter. I dag har vi lokalt producerede varer på hylderne. Blandt andet inden for frugt, grønt, kød, fisk, mel, mælk, chokolade og honning. Det lokale får endnu et tilskud, når Thorup Bageri fra 1. januar flytter ind i SuperBrugsen i Gilleleje og i vores butik i Hornbæk.

I 2021 vil vi bruge kræfter på at få endnu flere strategiske samarbejder med lokale producenter. Brugsforeningen kan jo ikke drive vores egen bondegård med afgrøder og dyr, men vi kan styrke den fælles forbindelse fra jord til bord på andre måder. Der ligger i tiden en efterspørgsel efter et fællesskab omkring maden. Dét vil vi gerne bidrage til.

God nytår til alle. Og tak. Trods et vanvittigt år, lykkedes vi med at løfte udfordringerne i fællesskab.

Nytårshilsen
Lars Corfitzen

Denne hjemmeside bruger nødvendige cookies

Denne hjemmeside bruger cookies til at yde nødvendige funktioner. Derfor accepterer du dette ved brug af hjemmesiden. Vi bruger ingen marketing, statisk eller analyse cookies.