2025 tegner til at blive et fornuftigt år for Gilleleje Brugsforening. Bundlinjen er styrket, økonomien konsolideret og likviditeten stærkere end ved årets begyndelse. Kerneforretningen SuperBrugsen Gilleleje og SuperBrugsen Hornbæk holder budgettet. Samarbejdet med Coop Danmark har fået ny energi.
I arbejdet for at skabe en stærkere selvstændig Brugsforening har vi i 2025 haft fokus på vores kunder, vores kerneforretninger og lokalsamfundet i Gilleleje, Hornbæk og resten af Nordkysten. Derfor er det positivt at se, at indsatsen har indfriet vores forventninger. Det er ekstra glædeligt i en tid, hvor forbrugertilliden er lavere end under finans- og coronakrisen, og hvor vi som samfund er udfordret af globale kriser på områder som energi, klima og sikkerhed – siger formanden for Gilleleje Brugsforening Ulrik Steen Jensen
Ulrik Steen Jensen lægger ikke skjul på, at 2025 har været et fokuseret og til tider udfordrende år, hvor man trods en solid egenkapital har været presset på likviditeten. I 2024 kom Brugsforeningen ud med et underskud, der grundlæggende kunne føres tilbage til aktiviteter uden for kerneforretningen, herunder færdiggørelsen af byggeriet af Kanalhuset i Gilleleje og tilskud til driften af Kulturhuset i Kulturhavn Gilleleje.
I løbet af 2025 har Brugsforeningen været igennem en strategisk tilpasning af sine aktiviteter i form af frasalg af en række aktiver som f.eks. ejendommen Peter Fjelstrupvej 4 i Gilleleje, FDB Møbelbutikken Gilleleje og en omstrukturering af koncernens ejendomsselskab KG3 Gilleleje Aps.
Efter nogle kritiske år har Gilleleje Brugsforening også de optimistiske briller på i forhold til samarbejdet med Coop Danmark.
Med Coop Danmarks nye ledelse ser vi ind i en periode med en stabil strategisk retning og fokus på en bedre omkostningsstyring, siger Brugsforeningens direktør Lars Corfitzen.
Resultatet er, at vi i dag står et bedre sted og kan koncentrere os yderligere om vores kernedrift i form af de to SuperBrugser i Gilleleje og Hornbæk samt driften af Spisehuset Bolværket i Kulturhavnen. Alt dette ville ikke være lykkedes uden medarbejdernes og den daglige ledelses store indsats for at møde kunderne med venlighed og engagement i hverdagen. Det er fortsat den vigtigste drivkraft for os, siger Lars Corfitzen.
FOR YDERLIGERE OPLYSNINGER
Bestyrelsesformand Ulrik Steen Jensen gennem mobil: 2940 1775.
Direktør Lars Corfitzen på mobil: 4058 1374.
FAKTA OM GILLELEJE BRUGSFORENING A.M.B.A.
- Stiftet i 1892.
- Beskæftiger i alt ca. 200 medarbejdere.
- Der er ca. 19.000 medlemmer.
- Gilleleje Brugsforening driver SuperBrugsen Gilleleje og SuperBrugsen Hornbæk samt Spisehuset Bolværket i Kulturhavn Gilleleje, ejendomsselskabet EGB A/S og andre datterselskaber.